Midtjyde fighter om DM-guld i Rally Cross.
Jan Petersen fra Viborg Motor Klub (VMK) starter i 2012 op på et
spændende front-projekt i den heftige Super 1600 klasse, som
omfatter RC-racere med en tunet 1,6 liters motorer under
fronthjelmen.
- Jeg har altid haft stor interesse for motorsport, oplyser Jan
Petersen. – Min storebror Kaj Petersen begyndte at køre rally, da
jeg var 6 år gammel, i en VW Golf GTI. Der er derfor blevet
diskuteret meget motorsport i familien, og som 15-årig blev jeg
co-driver for Kaj. Efter 3 sæsoner i det hurtige højresæde med
oplæsning af sikkerheds-noter og informationer fik jeg selv blod på
tanden til selv at sidde bag rattet.
Med et dugfriskt kørekort i 1992 fulgte 3 DM-sæsoner i rally for Jan
Petersen, som bl.a. havde sin nuværende kompagnon i Stoholm
Autoservice: Jock Würz med som co-driver.
- Herefter skruede jeg lidt ned for motorsports-blusset, fortsætter
Jan Petersen. - I 2005 etablerede jeg et selvstændigt autoværksted
efter mange spændende år i Kaj’s Autoimport (hos storebror).
Samtidig ulmede tanken stadig væk om et seriøst come back i
motorsporten, og i 2010 faldt valget på Rally Cross (RC), som er det
skrappeste inden for banesport på løst underlag.
De første RC-erfaringer scorede Jan Petersen med en Opel Astra i
SUPER 2000: - For hver biltype har de internationale sportslige
myndigheder (FIA) fastlagt regler (homologering)
for bl.a.
minimumsvægt. Opel Astra’en var ikke helt optimeret til
homologeringen samt at gøre sig gældende i front af den tunede 2
liters-klasse. Jeg scorede dog en god basis for at komme videre
inden for Rally Cross.
RC-raceren blev solgt i starten af 2011-sæsonen, og Jan Petersen
havde derfor et gæstevit i Folke Race: - Til 2012 fik jeg imidlertid
et godt tilbud fra Vendsyssel, hvor jeg fik mulighed for at
investere i en seriøs DM-medaljekandidat: Citroën C2 Super 1600. Den
tidligere ejer har vundet henholdsvis DM-sølv og 2 gange DM-bronze
gennem de sidste 3 sæsoner.
DM-premieren vil foregå på hjemmebanen i Løvel ved St. Bededagsløbet
fredag d. 4. maj 2012.
I
modsætning til racing på asfaltbaner bliver drivlinjen (gearkasse,
kobling og trækaksler) i RC-bilerne belastet ekstra hårdt, forklarer
Jan Petersen. - På hver RC-baneomgang skiftes der flere gange mellem
asfalt og det løse underlag: kridt/grus. Citroën C2’eren har derfor
fået ny undervogn og en 6-trins sekventiel gearkasse, og motoren er
blevet gennemrenoveret. Under forberedelserne er racerens samlede
vægt lettet med 15 kilo.
Hovedsigtet for VMK’eren er en fuld DM-serie 2012, men Jan Petersen
har også EM-serien med i sæsonplanerne: - Jeg kunne godt tænke mig
at snuse til EM-toparrangementet i Höljes (Sverige), og ellers er
EM-finalen på Estering lidt uden for Hamborg (Tyskland) en mulighed.
2012-projektet for VMK’eren er blevet en realitet i samarbejde med:
Automester, Elf Oil, Skive Bilsyn, Stoholm Autoservice samt
Multimontage.
|