Linnemann lider hård
skæbne under EM afdelingen i Sverige
Årets
Rallycross-event som går under navnet ”den magiske weekend”, var
ikke en succesoplevelse for Danmarks repræsentant ved
Europamesterskabet. For første gang i denne sæson nåede Ulrik
Linnemann desværre ikke til finalen i kongeklassen Supercar, grundet
hård kørsel fra konkurrenterne.
Det danske team
drog mod tredje afdeling af Europamesterskabet med en komfortabel 3.
plads, takket være en meget succesfuld start på Ulrik Linnemanns
debut i Supercar-klassen i Rallycross. De gode takter fortsatte i
det første kvalificerende heat, hvor Ulrik Linnemann kørte sig til
en heatsejr foran 51.600 tilskuere fra hele verden. Det andet heat
gik derimod ikke efter planen. En konkurrent pressede Ulrik og
kontakten medførte at han snurrede rundt. Takket være hurtige
reaktionsevner lykkedes det ham at få styr på bilen, inden den
havnede i barrieren.
Modet var dog
stadig højt hos teamet, som standhaftigt lever efter mottoet, om
aldrig at give op. Derfor var Ulrik klar til at kæmpe sig tilbage i
det tredje kvalificerende heat, hvor han grundet det tidligere uheld
måtte starte med dårligste odds, i det yderste startspor. Han tog
dog alligevel føringen fra start, men to andre kørere pressede ham
så hårdt, at tilskuerne fik bunden af Ulriks Volkswagen Polo at se.
Danskeren var få centimeter fra at ende på taget, men reddede bilen
i sidste sekund, men måtte desværre udgå med en punktering og
diverse andre komplikationer.
Uheldet
resulterede i at Ulrik ikke havde nogen muligheder for at
kvalificere sig videre til semifinalen, trods farten viste at han
hørte hjemme der. Dog valgte Ulrik alligevel at stille til start i
det sidste heat, men igen fulgte uheldet den talentfulde kører, som
punkterede på første omgang. ”Det ses desværre tydeligt at kørerne
i midterfeltet kører væsentligt hårdere for at opnå deres
semifinaleplads. Jeg ved at det ikke er der vi hører til i feltet,
så jeg glæder mig til at kæmpe mig tilbage til toppen i de sidste
afdelinger af mesterskabet” udtaler Ulrik, som er i gang med
forberedelserne på bilen.
Ulrik Linnemann
vil næste gang være i aktion ved en gæsteoptræden, til en afdeling
af den skandinaviske serie RallyX Nordic på hans hjemmebane,
Nysumbanen, d. 12 august. Her kan man for en sjælden gang opleve
Ulrik på dansk grund, i hans Volkswagen Polo med 560 hk.
|