Flot RC-forår
for Ulrik Linnemann i EM.
Ulrik
Linnemann fra Motorsport Nordjylland er en flittig deltager i sin
Peugeot 207 Super 1600 på de danske Rally Cross-stadions samt i
Europamesterskabet (EM), hvor nordjyden kører med i fuld sæsonserie
med 10 løb.
- Desværre vil
der altid forekomme enkelte datosammenfald, oplyser Ulrik Linnemann.
- Jeg kan dog mærke på min sæson-præstationer, at det har hjulpet
med smugtræning på de danske RC-rundbaner. Meget tyder derfor på et
spændende RC-efterår, hvor jeg går helhjertet efter EM-guldet.
På hjemmebanen
hos MNJ var Ulrik Linnemann flyvende i Rally Cross Denmark, som var
NEZ-premieren 2012.
North European Zone omfatter nationerne: Norge, Sverige, Finland,
Island, Rusland, Estland, Letland, Litauen og Danmark.
- Konkurrencemateriellet
bliver bedre og bedre i NEZ-sammenhæng, fortsætter Ulrik Linnemann.
– Jeg fik derfor kamp helt frem til målstregen i min opdaterede EM-racer,
men vandt alligevel A-finalen med et strategisk forspring.
EM-foråret har budt på besøg
for Linnemann Motorsport i: England, Frankrig, Østrig, Ungarn og
Norge.
- I England stod regnen ned
i stænger, konstaterer Ulrik Linnemann. - Derfor var jeg godt
tilfreds med en firer under de vanskelige vejrbetingelser.
Efterfølgende i Frankrig blev der virkelig kørt hårdt med mange
småpuf i A-finalen. Her hjemkørte jeg en femmer, og raceren blev
samtidig lidt medtaget.
Teamets trofaste mekanikere
havde gjort raceren optimalt klar til Østrig, hvor Ulrik Linnemann
scorede sin første EM-løbssejr i karrieren: - Jeg startede nede som
nr. 5, men fik alligevel hul på EM-bylden og kom først over
målstregen.
Meget løbstaktik i Rally
Cross ligger omkring en god start samt optimal anvendelse af
jokersporet, som deler startfeltet op i 2 halvdele: - I Østrig
valgte jeg at køre gennem jokersporet allerede på første baneomgang,
og fik dermed frit race til at ”æde” konkurrenterne en efter en.
I Ungarn startede Ulrik
Linnemann ud fra en etter på startgridden, men blev overhalet inden
målstregen af ærkerivalen: Andreas Bakkerud i Renault Twingo.
Slutresultatet blev dog en flot toer for MNJ’eren, som samtidig
generobrede den foreløbige EM-andenplads.
- EM-arrangementet i Norge
startede ikke for godt for mig, forklarer Ulrik Linnemann. – I
første kvalifikationsheat var jeg ”kun” niendehurtigst, og i næste
kvalifikationsrunde knækkede der en trækaksel på raceren. Kravet var
derfor en topplacering i 3. heat, såfremt jeg skulle kvalificere mig
direkte til A-finalen. Igen havde mekanikerne gjort et godt arbejde,
og med bl.a. EM-løbsweekendens hurtigste omgangstid scorede jeg en
etter.
Med startspor 6 skød Ulrik
Linnemann alligevel flot frem, og var hurtigt fremme som toer lige
bag Andreas Bakkerud: - Til min fordel punkterer nordmanden
halvanden omgang inden målstregen, og jeg overtager herefter
føringen og vinder A-finalen sikkert. Herefter var jeg fuldt
overbevist om, at EM-sæsonens anden sejr var i hus sammen med
vigtige EM-placeringspoint. Desværre fik russeren: Ildar
Rakhmatullin i Renault Clio medhold i en protest mod mig, hvor vi
havde nærkontakt lige efter sammenfletningen fra jokersporet. Jeg
mener således, at vi var lige gode om det, men dommeren degraderede
mig til en andenplads.
Midtvejs i EM 2012 ligger
Ulrik Linnemann på en sikker toer sammenlagt lige i slipstrømmen på
Andreas Bakkerud. Nordjyden ser frem til andet EM-halvår, som
omfatter besøg i nationerne: Sverige, Holland, Belgien, Finland og
Tyskland
|