2. Pinsedag samles den danske elite inden for
Jordbanerace til kamp om point til årets danske mesterskaber i
Rallycross og Crosskart. De 2 første afdelinger er kørt, derfor er
der allerede nogen, som skal hente lidt af det tabte tilbage.
For Næstved Motorklub har Chris Venning sæson
debut i DM sammenhæng i hans flotte Ford Escort. Sæsonstarten er
blevet udskudt lidt pga. småproblemer efter vinterens opdateringer
af racermateriellet. Disse skulle nu være løst, og Chris er dermed
klar til at byde resten af feltet i klassen for racere op til 2000
ccm kamp til stregen.
Bjarne Jensen fra Stenlille har, efter et par
forsøg på at køre race i biler med kun træk på de 2 hjul, valgt at
hive sin hurtige Ford Puma frem til løbet. Ved løbet på Nisseringen
vil der for første gang i år blive afviklet en afdeling for de store
Supercars (4WD og turbomotor). Der stiller 4 biler til start. Teil
Hansen fra Slagelse og Bo Frederiksen fra Bårse vil helt sikkert
gøre deres for at være den hurtigste mand på Nisseringen.
For Teil Hansen og Jacob Teil, alias far og
søn fra Ørslev ved Slagelse, kan løbet blive en kamp om æren
indbyrdes. Teil i Ford Focus 4WD og sønnike i en baghjulstrukken
Ford Fiesta. Selvom de kører i forskellige klasser, så kan lidt kamp
indbydes i de indledende heat vist ikke undgås.
Daniel Andersen fra Slagelse ligger inden
dagens løb samlet nr. 4 i DM kampen i Gruppe N 1600, men med 2 point
op til 2. pladsen, så er der muligheder for avancement på
hjemmebanen. Dog skal Daniel lige styre sin røde Citroen Saxo uden
om en masse Hondaer.
Dagen sluttes af med en Superfinale i
Rallycross mellem de 2 hurtigste fra hver klasse. Her vil de
langsomste af de 10 deltagere starte forrest og de hurtigste bagerst.
Så der vil absolut være spænding og action til det sidste.
I Crosskart stiller Næstved Motorklub til
start med Michael Nielsen i 500 ccm og Bjarne Jensen i 650 ccm. Med
fælles indledende heat for de 2 klasser, så bliver der kamp for at
være først, når det ternede flag blaffer.
Som noget nyt i Crosskart køres der i år 2
klasser for de yngste. Ved dagens arrangement er der deltagere helt
ned til 7 år. Men det kan man ikke se på deres kørestil.
2. Pinsedag køres der også Motocross på
Nisseringen. Der afvikles en afdeling af DM i sidevognsmotocross på
motorcykelbanen, en blanding af cross og akrobatik, med den levende
sandsæk på sidevognen. Det er en disciplin, der nok skal få
tilskuerne op på lægterne.
Dagens første Heat køres kl
10.30.