Problemfri sæsonpremiere for
Mortensen Rallycross
Mortensen rallycross deltog Store Bededag i årets første afdeling af
DM i rallycross, som afvikledes på Løvel banen nord for Viborg.
Teamets røde Citroën Saxo Kit Car har i vinterens løb været skilt
fuldstændig ad og blevet renoveret, dog ikke så gennemgribende som
sidste vinter. Bilen har dog stadig været adskilt ned til mindste
detalje og alle dele er blevet kontrolleret og gennemgået.
”Vinterens renovering har ikke været helt så omfattende i år, dog
har bilen fået lidt ny glasfiber og en frisk bøtte maling, så den
står fin og klar til kamp i årets DM”, udtaler Søren Mortensen inden
sæsonpremieren.
”Det har givet os mulighed for at fokusere lidt mere på bilens
drivlinie, hvor gearkassen har været adskilt og kontrolleret, og
motoren også har været adskilt og fået nogle nye lejer og pakninger.
Desuden har vi monteret et helt nyt topstykke, da det gamle var ved
at synge på sidste vers”.
”Bilen kører fejlfrit og på de første par test i foråret har
mavefornemmelsen været god. Vi håber på at få en sæson uden alle de
problemer, som vi oplevede med motoren sidste år”, lyder det fra en
tilfreds Søren Mortensen på værkstedet inden afgang til løbet.
Torsdag
eftermiddag drog teamet mod det jyske, og efter veloverstået teknisk
kontrol og den obligatoriske gåtur på banen, var det til køjs.
Fredag morgen startede med træning og tidstagning, med en 6. plads i
klassen til følge, kun få hundrededele sekunder til nærmeste
konkurrent i klassen.
Første heatrunde voldte ingen problemer, og resulterede i 6.
hurtigste tid i klassen. I anden heatrunde blev det til 4. hurtigste
tid i klassen, og 3. heatrunde gav en sejr i heatet, hvilket betød
4. hurtigste tid i klassen samlet og startplacering til finalen som
samme.
I
finalen får Søren en fornuftig start, og ligger allerede på første
omgang som nummer to, men bliver dog overhalet.
Da en konkurrent udgår med teknisk defekt og yderligere en udelukkes
på grund af en påkørsel, kan Søren køre sejren hjem i finalen,
hvilket betyder 20 point på kontoen til DM regnskabet og en
foreløbig føring i mesterskabet.
”Det hele har kørt på skinner for os hele dagen. Bilen har kørt
fejlfrit og uden nogen problemer overhovedet. Desuden passer banen
mig rigtig fint, det er en teknisk bane, hvor vores manglende effekt
i motoren ikke betyder helt så meget, at det så ydermere kan kaste
en sejr og DM føring af sig er jo kun endnu bedre”, lyder det fra en
glad og tilfreds Søren Mortensen efter løbet
På
dagen fik Søren desuden overrakt yderligere en pokal og medalje,
nemlig sølvmedaljen fra sidste års NEZ mesterskab, som overraktes af
Hans-Jørn Andersen fra DASU's bestyrelse.
|